Jeg er netop hjemvendt fra den første skitur med skiholdet. Jeg har egentligt slet ikke tid til at skrive og opdatere, da jeg har ekstremt meget skolearbejde, der ligger og venter på mig. Der er enormt meget knald på for tiden, og jeg har sjælendt en stund til at stoppe op og reflektere - og det er nok godt nok. Jeg har savnet Island helt enormt meget den første tid her i Canada, men her de seneste uger har jeg ikke -på godt og ondt- haft tid til at tænke og føle så meget andet, end det der sker lige her og nu.
Vi kørte før fanden fik sko på lørdag morgen og havde 8 timers kørsel langs Lake Superior, det var helt enormt smukt.
Så i søndags gennemførte jeg mit første officelle langrend- skiløb nogensinde, 7,5 km i klassisk teknik. Det var ekstremt hårdt, men jeg gjorde det. Det var -21 grader, da løbet skulle være skudt igang, men pga det kan være skadeligt for lungerne at løbe i så kolde temperature, blev det udsat med en time. Der nåede temperaturerne noget så tropisk som -17. Jeg synes at kunne mærke det på min vejrtrækning allerede efter et par hundrede meter -det var svært at trække vejret. Senere var forklaringen på min vejrtrækning -eller mangel på samme- afgjort bare min dårlige form. Det var en sindssyg fed oplevelse og jeg hadede og elskede at løbe det på samme tid. Der var et øjeblik af dybt taknemmelighed over at få lov til at prøve at være med i et officelt skiløb. Jeg har sommetider tænkt på, mens jeg har tilbagelagt de mange kilometer, på de norske løyper, hvordan det mon vil være at løbe et løb. Så det ved jeg nu. :-)
Det hele var ret professionelt og da jeg blev sat i gang blev der sagt ud over højtalerne på "stadiumet": "Lærke Lindemann from the "Soo finish nordic club" is double pooling hard…" Følte mig ret vigtig og lidt sej.
Det var en stor oplevelse at opleve hele kulturen omkring langrenssporten og der var mange forskellige løb disse dage. Det var så sejt at se små børn /unge og ældre mennesker give sig fuldt. Og hele opbakning til dem omkring var tæt på rørende. Folk stod og heppede rundt omkring i løjperne og gav gode råd og "hep" på vejen. Også til os. Og der var en så god stemning skiløberne i blandt - jeg blev mødt af utallige "good job" osv af de mange, der passerede mig undervejs.
Ellers så har det været nogle intense dage, hvor vi 5 , 3 skiløbere og vores to unge skitrænere har været op og ned af hinanden 24/7, hvilket har været ret skægt! Og mærker nu her, når jeg sidder på mit eget værelse alene, at det føles ret godt med lidt alenetid!
Vi tager allerede afsted på næste tur torsdag og er først hjemme søndag. Der er 3 forskellige løb, vi skal gøre. Indtil da står den på hardcore studie-læsning, skrivning og forberedelse. Jeg har en del deadlines på både afleveringer og oplæg i næste uge.
Jeg håber I alle trives, og at se billeder af vintergække og høre om forår i luften virker simpelthen så abstrakt pt. hvor her er meter af sne og forsat dage med ned til -20 grader her. Men jeg under jer lyset og blomsterne! (Men husk: sneen og kulden kan nå at komme endnu ;-) )
Udsigt over Lake Superior hele vejen: her med solopgang:
Thunderbay fra hotelværelsesvinduet:
Laura i fuld action
David vokser vores ski (det er en videnskab i sig selv)
Laura og Alex hænger ud ved målstregen
Lake superior
Min træner Scott
